EN BLANDET BYHANDEL

Hvad sker der i Det Gamle Elefantapotek?

Det korte svar på det er: ”RIGTIGT meget – af meget forskellig karakter”.

Støtteforeningen for Det Gamle Elefantapotek arbejder ved hjælp af en masse frivillige hænder hen imod at få skabt et hus, der summer af liv funderet i lokalsamfundet. Det vil sige, at nærmest alt, der kan være interessant, underholdende, givtigt, inspirerende for Holbæk Kommunes borgere, gæster og turister, vil kunne komme i betragtning til at være en del af Det Gamle Elefantapotek.

Huset kalder vi for ’En blandet byhandel’, da vi netop favner bredt, men altid med udgangspunkt i lokalsamfundet.

Som gæst i huset har du mulighed for at

  • købe ting fra udstillerne, fx honning, bøger, kunstplakater, postkort, italienske specialiteter, tekstiler, pileflet og meget mere. Der vil løbende være udskiftning af udstillinger
  • blive underholdt i form af koncerter, højtlæsning, foredrag m.v.
  • blive aktiveret i diverse workshops, fx penselstrøgteknik, upcycling af læder, tekstilarbejde m.v.
  • udvide din horisont med fx historiske omvisninger, besøg fra eksempelvis Dansk Blindesamfunds brugshunde, Læger Uden Grænser, Oplevelsescenter Nyvang og mange andre
  • hænge ud og drikke en kop kaffe eller the og bare nyde de gode vibrationer i huset

Hvis det har vækket din interesse, så kig ind – det er gratis (med undtagelse af særarrangementer, som kan have brugerbetaling).

Hold dig opdateret i vores kalender, på Facebook, Instagram, i avisen eller tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Fondsstøtte

Flere penge til det gamle apotek

Støtteforeningen for Det Gamle Elefantapotek på Ahlgade 32 i Holbæk fik fredag overrakt endnu en stor check fra Sparekassen Sjælland Fonden – 50.000 kroner til foreningens fortsatte arbejde med at etablere Kulturhus Elefanten og en ”blandet byhandel” i de gamle apotekslokaler.

Foreningen forsøger at skabe fællesskab og mere liv i bymidten og skal bruge pengene til fortsatte undersøgelser af mulige løsningsmodeller for at sikre fortsatte aktiviteter i den fredede ejendom i hjertet af Holbæk. Pengene skal bl.a. bruges til at betale bistand fra diverse professionelle rådgivere i den kommende fase. Fondens støtte kommer i forlængelse af tidligere donationer.

Det var afdelingschef Niels Vittrup Jensen fra Sparekassen Sjælland-Fyn, der overrakte checken til støtteforeningens formand, Gunner Nielsen (tv.). Foto: Bente Jørgensen

Økonomisk indsprøjtning

Sparekassen Sjælland Fonden yder 85.000 kroner i bidrag til ‘Støtteforeningen for Det Gamle Elefantapotek’.

‘Støtteforeningen for Det Gamle Elefantapotek’ i Holbæk har været i gang med arbejdet med at skabe nyt liv i det gamle apotek i den fredede bygning midt i Ahlgade i et par måneder, men nu er der skabt bedre økonomisk baggrund for det videre arbejde. En mandag eftermiddag overrakte privatrådgiver Henrik Hyldegaard fra Sparekassen Sjælland-Fyn nemlig det synlige bevis på, at Sparekassen Sjælland Fonden yder et bidrag på 85.000 kroner til det kommende udviklingsarbejde.

Overdragelsen skete til støtteforeningens bestyrelse med Niels Ebdrup i spidsen – og det skete naturligvis ved en lille sammenkomst i de gamle apotekslokaler.

Her har der allerede været flere åbent hus-arrangementer med over 250 deltagere og flere omvisninger.

Der er foreløbig knap 100 medlemmer af foreningen.

Frivillige er i gang med at sætte lokalerne i stand, og der er flere udstillere på plads. Nu skal der så et arbejde i gang med at afklare, hvordan lokalerne skal udnyttes fremover, så det bliver et levende mødested i byens hjerte, der kan være med til at skabe liv i bymidten.

Derfor en støtteforening

I året 1675 opførtes ifølge Bygge- og Boligregistret en bygning på Ahlgade 32 i Holbæk. Som en lille ekstra oplysning indleder danske tropper samme år ‘Den Skånske Krig’ ved at angribe svenske tropper i Pommern. Senere blev bygningen udvidet og ombygget. 30 år efter opførelsen – i 1705 – bliver den hjemsted for Elefantapoteket, som den vedblev med at være indtil året 2021.

Siden 2021 har bygningen, der blev fredet i 1986, stået tom, hvilket ikke er sundt for et gammelt hus, der har brug for vedligeholdelse og pleje for ikke at forfalde. Derfor tog ‘Støtteforeningen for Det Gamle Elefantapotek’ initiativ til at skabe liv og glæde i den gamle smukke bygning.

Med støtteforeningen ønsker vi at understøtte bylivet og fællesskabet i Holbæk.

Vi håber at kunne byde velkommen til både kommercielle aktører med en overvejende bæredygtig profil og ikke-kommercielle aktører, herunder foreninger, borgergrupper og byens gæster.
Støtteforeningen beskæftiger sig udelukkende med den del af ejendommen, som omfatter selve det gamle apotek. Lejemålene i resten af ejendommen vil ikke blive berørt. Det samme gælder apotekets gamle ishus på hjørnet af Bysøstræde og Bagstræde. Det råder Holbæk Museum over.

Begivenheder

Bliv medlem

Bliv frivillig